Indledning:

Når en lejer ikke rettidigt betalt husleje, eller andre pligtige pengeydelser i lejeforholdet, kan lejeaftalen ophæves på grund af betalingsmisligholdelse og lejeren sættes ud af lejemålet, om nødvendigt med fogedens bistand.

De formelle betingelser herfor fremgår af lejelovens § 93 – 94, hvorefter lejeren først skal have et skriftligt påkrav om betaling af det skyldige beløb, hvortil der kan lægges et gebyr (på kr. 279,00 i 2017), og gives lejeren en frist på 14 dage til at betale. Modtages betalingen ikke inden fristens udløb, kan lejeaftalen ophæves. Ophævelsen har virkning overfor lejeren den dag han modtager brevet om, at lejemålet er ophævet, og er således forpligtet til at fraflytte straks efter modtagelsen. Den enkelte udlejer kan i ophævelsesbrevet selv bestemme, hvor lang frist han vil give lejeren til at flytte.

Det fremgår imidlertid af lejelovens § 94, at misligholdelsen skal være ”væsentlig”, hvilket giver anledning til mange sager om en vis uklarhed om retsstillingen, idet lejernes forklaring om, hvorfor restancen ikke blev betalt, er meget forskellige og mere eller mindre seriøse.

Højesteret har i 2009 fastslået, at det afgørende for om en betalingsmisligholdelse er væsentlig, er både om beløbet er væsentlig og/eller om den tidsmæssige forsinkelse med betalingen er væsentlig.

Disse retningslinjer fra Højesteret har den konsekvens, at hvis beløbet er stort nok, vil størrelsen være tilstrækkelig til at lejemålet kan ophæves. Er beløbet meget lille, og dermed i sig selv uvæsentligt, er det længden af forsinkelsen der er væsentlig, som ofte vil være et udtryk for en vis stædighed fra lejerens side, der ikke vil betale et lille beløb, f.eks. alene på gebyret. Det forekommer nemlig ofte, at lejerne, når de modtager et påkrav om betalingsmisligholdelse, betaler den skyldi- ge leje, men undlader at betale gebyret.

En sådan sag er nu afgjort af Vestre Landsret, der giver et væsentligt bidrag til afklaringen af retspraksis.

Hvornår er nok, nok?

Indtil 1/6 2009 var reglerne om størrelsen af rykkergebyret anderledes, nemlig at restancen kunne pålægges et gebyr på kr. 100,00 i grundgebyr + 2% af den restancen, der oversteg kr. 1.000,00.

Til gengæld var påkravsfristen 3 dage.

Efter disse regler dannede der sig en retspraksis, som giver et fingerpeg om ophævelse af et lejemål, alene på grundlag af det manglende gebyr:

A.

Januar 2006 traf Vestre Landsret afgørelse om, at manglende betaling af et påkravsgebyr på kr. 195,00 var væsentlig misligholdelse og at lejeren kunne sættes ud. Påkravet om restancen blev fremsendt 8/9 2005, hvorefter lejeren den 14/9 betalte lejerestancen, men ikke gebyret. Herefter hævede udlejeren lejemålet den 16/9 og sendte sagen i fogedretten, hvorefter lejeren først betalte gebyret den 5/10, det vil sige med næsten en måneds forsinkelse.

Dette var nok.

B.

I en kendelse, også fra Vestre Landsret, fra august 2007, hvor påkravsrestancen var kr. 129,00, men hvor det blev bestemt, at lejemålet ikke kunne ophæves. Påkravet blev fremsendt 5/1 2007 og restancen blev betalt den 9/1, men ikke gebyret, hvorefter lejemålet blev ophævet den 11/1. Lejeren betalte gebyret den 19/1, altså med ca. 14 dages forsinkelse.

C.

Østre Landsrets kendelse fra august 2007 fastslog, at manglende betaling af et påkravsgebyr på kr. 161,50 ikke var væsentlig misligholdelse. I denne sag blev påkrav afgivet 7/2, hvorefter restancen blev betalt, men ikke gebyret, og den 14/2 ophævede udlejer lejemålet. Dagen efter den 15/2 overførte lejeren beløbet gen- nem sin bank, men udlejeren modtog det først 2 dage efter. Også her var den korte forsinkelse med betaling af gebyret tilstrækkelig til at lejemålet ikke kunne ophæves.

Retspraksis efter 1/6 2009:

Efter indførelsen af de nugældende regler fra 1/6 2009, hvor gebyret blev fastsat til kr. 250,00, der er pristalsreguleret, men påkravsfristen blev forlænget til 14 dage, er der kun ganske få trykte afgørelser.

I en kendelse fra Østre Landsret fra august 2010 fastslog landsretten, at misligholdelse med et påkravsgebyr på kr. 250,00 ikke var tilstrækkelig væsentlig til at op- hæve lejemålet. Begrundelsen herfor var ganske enkel, at påkravsgebyret blev be- talt samme dag, som meddelelsen om ophævelsen nåede frem til lejeren.

Påkravet blev afgivet 12/4, og lejen blev betalt den 20/4, men ikke gebyret, hvorefter lejemålet blev ophævet den 28/4, og gebyret betalt den 29/4. I dette tilfælde var forsinkelsen i tid således ikke væsentlig nok.

Det kan således konstateres, at retspraksis fastholder den retningslinje, som Højesteret har udstukket, nemlig at både størrelsen af restancen skal være væsentlig og forsinkelsen skal være væsentlig. Imidlertid er retspraksis ikke fuldstændig klar, da der ikke er et præcist svar på spørgsmålet, er en restance på et gebyr på kr. 275,00 stort nok i sig selv, og hvor lang tid skal lejeren have udover påkravsfristen på de 14 dage til at betale gebyret, inden udlejeren kan hæve lejemålet? Besvarelse af dette spørgsmål er der nu kommet et væsentligt bidrag til i en ny kendelse fra Vestre Landsret.

Sagens omstændigheder:

En udlejer varslede i september 2016 en lejeforhøjelse med ikrafttræden 1/1 2017. Den månedlige forhøjelse udgjorde kr. 298,00, og denne betalte lejeren ikke.

Udlejeren afgav et påkrav om betaling af restancen på kr. 298,00 + et gebyr på kr. 275,00, eller kr. 573,00. Påkravet blev afsendt anbefalet 10/1 2017, og på Post Danmarks Track & Trace kan det konstateres, at meddelelse om afhentning af anbefalet brev blev lagt i lejerens postkasse den 11/1. Det anbefalede brev blev aldrig afhentet og som følge heraf blev det returneret til udlejeren den 29/1.

Den 25/1 2017 betalte lejeren restancen på kr. 298,00, men ikke påkravsgebyret. Herefter ophævede udlejeren lejemålet den 27/1, med præcisering af at ophævelsen skyldtes den manglende betaling af påkravsgebyret. Det fremgår af Post Danmarks Track & Trace, at lejeren afhentede det anbefalede brev på posthuset den 30/1 2017.

Den 31/1 meddelte lejeren på mail, at denne havde betalt gebyret på kr. 275,00, hvilket imidlertid ikke var korrekt.

Herefter blev sagen sendt i fogedretten, og da sagen blev behandlet i fogedretten den 27/2, havde udlejer endnu ikke modtaget indbetaling af beløbet på sin konto. Det er således ikke nok, at lejeren påstår at have betalt beløbet ved overførsel fra egen konto på netbank. Han skal også kunne dokumentere, at han har overført beløbet til den rigtige konto, idet en betaling naturligvis ikke er frigørende, før beløbet er modtaget på den rette konto.

Fogedretten afsagde kendelse den 27/2 2017 om, at lejemålet var ophævet og at lejeren skulle fraflytte senest 1/4 2017.

Lejeren påkærede fogedens kendelse til Vestre Landsret og skrev supplerende til landsretten, at han ikke havde modtaget påkravet af 10/1 2017, eller meddelelse om at der lå et anbefalet brev til afhentning på posthuset, og at ”posten er meget ustabil i opgangen, da andre også har oplevet ikke at modtage deres post, eller modtaget andres post i deres postkasse.”

Vestre Landsrets kendelse af 17/3 2017:

Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse med den konsekvens, at lejemålet i henhold til fogedrettens kendelse er ophævet og skal være fraflyttet senest 1/4 2017, med følgende begrundelse:

Det fremgår af Højesterets afgørelse, der er trykt i UFR 2015.3852H, at et brev til en lejer med et betalingspåkrav, eller ophævelse af lejemålet, som udlejer har adresseret korrekt, og sendt både som almindeligt og anbefalet post, som udgangspunkt må anses for at være kommet frem til lejeren på den dag, hvor brevet og meddelelsen om det anbefalede brev ved normal postbesørgelse er afleveret på adressen, herunder i brevkasse. Dette gælder uanset om lejer undlader at afhente det anbefalede brev på posthuset.

På baggrund af oplysningen fra udlejeren i fogedretten om, at påkravsskrivelsen er sendt til lejeren ved såvel anbefalet som almindeligt brev, og efter det fremlagte Track & Traceudskrift vedrørende brevet, afsendt 10/1 2017, finder landsretten det godtgjort, at påkravsskrivelsen er kommet frem til lejeren den 11/1 2017, hvor meddelelse om det anbefalede brev blev lagt i hans postkasse. Lejeren har ikke godtgjort, at postbesørgelsen ikke har været normal.

Herefter, og da manglende betaling af det i lejelovens § 93, stk. 2, fastsatte påkravsgebyr, der ved indbringelse for landsretten fortsat ikke var betalt, ikke er en uvæsentlig misligholdelse af lejeforholdet, er betingelsen for at ophæve lejeaftalen opfyldt.

Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.

Konklusion:

Af den nu trufne kendelse fra landsretten kan man konkludere, at en restance alene på påkravsgebyrets størrelse på kr. 275,00 er væsentlig, hvis den tidsmæssige forsinkelse også er væsentlig, og at en forsinkelse med betalingen fra 11/1 2017 og frem til 28/2, det vil sige en tidsmæssig forsinkelse på ca. halvanden måned, opfylder lovens væsentlighedsbetingelse, og at en almindelig holdt oplysning eller påstand om at postgangen er uregelmæssig, ikke er tilstrækkelig bevis for unormal postbesørgelse.

Der foreligger således nu en klar og præcis stillingtagen til, at væsentlighedsbetingelsen er opfyldt, alene med størrelsen af et påkravsgebyr på kr. 275,00, og at den tidsmæssige forsinkelse er opfyldt, når forsinkelsen har varet ca. halvanden måned, og med den konsekvens at stadfæstelsen indebærer, at lejeren skal fra- flytte lejemålet indenfor en frist på ca. 14 dage, da landsretten heller ikke udsætter fraflytningstidspunktet den 1. april 2017. Det er en klar og præcis afgørelse.