Advokaterne i Jyllandsgården

Vores historie

Vores historie

Kapas Invest ApS blev oprindeligt stiftet i 1993 af advokaterne Erik Aagaard Poulsen og Jørgen Bernth Krølner. Heraf opstod navnet Kapas som er en sammentrækning af deres efternavne. Efter Jørgen Krølners exit i virksomheden Kapas Invest ApS, stiftede Erik Aagaard Poulsen og den nye partner Lars Kyhl Nielsen i 2001 selskabet Advokaterne i Jyllandsgården A/S, som også er navnet, virksomheden bærer i dag. 

Kapas anvendes dog stadig som virksomhedens domæne og mail, for at værne om den mangeårige histore. 

Om Jyllandsgården 

I den mest centrale del af Aarhus, beliggende ved Arne Jacobsens berømte rådhus, Ridehuset og ARoS, finder man én af Aarhus’ historiske bygninger: Jyllandsgården. Den karakteristiske rødstensejendom med store, hvide sprossevinduer blev opført kort efter Første Verdenskrig, og siden tjente stedet først i cirka 50 år som hovedkvarter for Jyllands-Posten og efterfølgende som hjemsted for flere diskoteker og spillesteder. I dag huser ejendommen en tandlægeklinik, et advokathus og nogle eksklusive ejerlejligheder. 

Jyllandsgårdens stormombruste fortid kan ses allerede, når man træder gennem de tunge trædøre ind til selve gården. På de smukke træpaneler hænger avisuddrag fra toneangivende og skæbnesvangre begivenheder, sådan som de blev trykt i Jyllands-Posten. Resterne af nattelivet, hvor så prominente og verdenskendte navne som Pink Floyd har optrådt – selve koncerten var en katastrofe, men udgjorde efter sigende et uforglemmeligt minde – er dog for længst væk.

Bysbørn vil også have besøgt Jyllandsgården i begyndelsen af 1980’erne, hvor Motown slog dørene op til tidens rockmusik. Herefter overtog Diskotek Alexis, før lukningen af David Crocket i 1996 afsluttede en æra i Aarhus’ fælles bevidsthed.

JYLLANDSGÅRDEN TEGNING